Kære alle,
Sommeren er næsten ovre, og det betyder, at vi nu er tilbage efter et halvt års kvartetorlov. Men det betyder også, at det snart er tid til den årlige DSQ Festival. Festivalen finder sted 3.-5. oktober i Bygningskulturens Hus på Nyboder, og vi vil sammen med håndplukkede musikalske gæster invitere til tre usædvanlige kammermusikaftener, hvor man både kan opleve kanoniske kammermusikalske mesterværker og nyskabende koncertformater.

I år vil festivalen kredse om temaet 'spørgsmål', og et centralt værk vil være Charles Iwes' 'The Unanswered Question', hvor en ensom trompet igen og igen stiller 'tilværelsens evige spørgsmål'. Spørgsmålet forbliver ubesvaret, da det aldrig lykkes for gruppen af hidsige træblæsere at blive enige. Normalt stiller vi spørgsmål, når vi vil tilegne os viden:

Hvad er klokken? Hvor er lufthavnen?

Men de vigtige, evige spørgsmål er de, hvor svaret ikke er klart og målbart. Og det er her, musikken som kunstform kommer til sin ret. Musik er non-verbal; musikkens svar kan ikke vejes og defineres. På DSQ Festival 2019 påstår vi ikke, at vi vil give svaret på tilværelsens evige spørgsmål, men vi vil skabe et rum hvor publikum og musikere kan samle sig i et fællesskab om den største musik, og måske vil alle være lidt forandrede, når festivalen er ovre. Og i øvrigt sælger vi gode øl, som man godt må drikke mens musikken spiller.